Det oprindelige Brøndæble var en gammel sort fra Præstø på Sydsjælland. Det har vist sig at den ikke findes mere og den vi har er en sort som er blevet forbyttet på Pometet i Høje Tåstrup. Det Gamle Brøndæble var et stort helt gult æble med brune pletter, mens det nye brøndæble er et velsmagende rødt æble med god syrlighed, helt sikkert et meget bedre æble end det gamle.
Efter min overbevisning er “Nyt Brøndæble” et af Carl Johan Hansen nyudviklede sorter, som han lavede på Knutenborg i 1950erne. Da modersorten er Maglemer, en lollandsk egnssort og faderen “James Grieve” passer det meget godt med, at han netop har bruget disse sorter i sit arbejde med at lave nye sorter.