Klar til en ny æblesæson

Vi er ved at gøre klar til den nye æblesæson. Den store sten som lå i jorden, hvor der skulle bankes pæle i, er nu placeret, ud mod vejen sammen med den nye flagstang, hvor vores nye Øko-flag skal vejre.

Jordbær – og kartoffelsæsonen er vel overstået, så det er kun løg, vi kan sælge lige nu. Det gør ikke noget, for så er der igen tid til at holde æblerækkerne rene for ukrudt og andet utøj. Vi havde desværre først i maj nogle kolde nætter med frost, og det kan ses på udbyttet af æbler, i hvert fald for nogle sorter. For at det ikke skulle være nok, havde vores bier ikke lyst til at bestøve vores æbler, når det kun var 8-10 grader varmt, så var det godt, at vores bestand af humlebier og vilde bier er i fremgang. Jeg har talt over 10 forskellige vilde arter, som i øjeblikket muntre sig med kællingetand, rødkløver og honningurt i vores mange vildtbiotoper eller blomsterbræmmer, som vi kalder dem.

Discovery er den hovedsort, der er tidligst moden, normalt i uge 34, altså omkring den 20. august, men vi har flere testsorter og gl. sorter, som allerede omkring uge 32 kan være modne – Skovfoged, Sorøæble og Degneæble – det er sådan med de tidlige sorter, at de hurtigt bliver melede, og de skal helst spises direkte fra træet. Vi har som sidste år et bord stående med en æbleudstilling og smagsprøve, så kom endelig ind, se og smag.

Vi har fra i år også æbletræer til salg, og hvis du smager et æble, som du absolut må have i din egen have, laver vi de forskellige sorter på bestilling, som du så kan hente næste efterår.

Skriv et svar