Året 2021

Belle de Boskoop

De sidste æbler er nu plukket. Det er sorten Spartan, som har siddet på nogle af træerne, indtil nu. Vi sælger stadig æbler selv om vores kølerum først er klar til næste sæson. Der er Belle de Boskoop til juleanden og Pigeon, Collina, Brøndæbler, Herfølge voksæble og mange andre sorter. Det er nok også sidste chance for at købe frugttræer til udplantning, inden jorden fryser til. Men hvis der ikke kommer frost, kan man sagtens plante træer hele vinteren. Vi har også masser af frossen æblemost, og lidt honning er der også tilbage. Fra på mandag ændrer vi åbningstiderne, som du kan se her på vores hjemmeside.

Året er gået ganske fint, vores ældste træer er nu 4 år gamle og har alligevel givet en del æbler. Det blev til omkring 1500 kg. æbler i år og forventningen til næste år er omkring 3000 kg., så vores kølerum skal være klar til sommer. Grundstammer og podekviste er det næste punkt på dagsorden. Har vi de rigtige sorter i vores plantage? eller skal nogen ud til fordel for bedre sorter. Jeg er blevet glædeligt overrasket over sorterne Høve Reinet, Mc. Intosch og vildæblet “Stenholm” fra Lammefjorden. Alle 3 skal der laves mange flere af.

Husk at vi holder små podekurser i marts 2022.